TVILLINGERNE ER KLAR TIL NÆSTE SKRIDT I LIVET.
Alle på Kolding HF & VUC kender Silas og Andreas. De passer skolens kantine og står hver dag klar med friske sandwiches, pølsehorn og salater.
Det er dejligt at gøre noget for andre. Jeg kan godt lide at hjælpe og give andre mennesker en god oplevelse, siger Andreas.
Kantinetjansen er et fritidsjob for de enæggede tvillinger. Det meste af tiden bruger de på at læse HF som enkeltfag.
De seneste små fire år har de arbejdet sig gennem fagene, og forude venter belønningen.
Studenterhuerne er bestilt, og til sommer skal de på hovedet.
Det bliver dejligt. Det er første gang, vi har gennemført noget i vores liv, så det er en god fornemmelse, at vi snart er i mål, fortæller de.
De 34-årige tvillingers barndom var præget af turbulens, mange skift og utallige nederlag.
Deres far var aldrig en del af brødrenes liv, så moren måtte selv tage sig af sine i alt seks drenge. En vanskelig opgave, der ikke altid lykkedes.
Men mor har gjort alt, hvad hun kunne med de midler, hun havde til rådighed – og vi har fået stor støtte fra vores storebrors far, fortæller tvillingerne.
Silas og Andreas Holding er ordblinde. Det ved de i dag. Men gennem hele deres barndom mente skiftende lærere og pædagoger, at der var noget andet galt.
Vores mor fik flere gange at vide, at vi var for dumme til at lære noget. Det begynder man jo at tro på, og det gjorde hun også. Da kommunen tilbød os førtidspension som 18-årige, synes hun, vi skulle tage imod det, fortæller brødrene.
De sagde nej tak. De ville ikke parkeres på en pension hele livet.
Vi er nok stædige. Jeg ville mere end at have en førtidspension. Det berøver ens fremtid og sætter én i bås. Det er fint for de mennesker, der har brug for det. Men vi havde jo bare brug for hjælp til at komme videre, siger Silas.
Forude ventede en årrække med forskellige kommunale tilbud og forsøg på at komme i gang med en uddannelse.
Ikke meget ville lykkes for brødrene, der gennem ti-tolv år var på kontanthjælp og måtte tage imod de forslag til aktivering, som skiftende sagsbehandlere fandt frem.
Det er hårdt hele tiden at føle sig placeret i en forkert kasse. Jeg var på et tilbud, hvor jeg blev psykisk nedbrudt. En af vejlederne var konstant efter mig, så jeg havde kun fred, hvis jeg gemte mig på toilettet. Det er svært at holde til i længden, fortæller Silas.
Andreas tog 9. og 10. klasse på VUC, da han var sidst i 20erne.
Brødrene fik aldrig gjort grundskolen færdig, men nu var energien der til at komme videre. Han valgte at begynde på HF-enkeltfag på Kolding HF & VUC, og Silas fulgte efter.
Det var her, de for første gang fik konstateret, at de er ordblinde.
Det har været helt afgørende for vores liv, at vi er blevet testet ordentligt her. Nu ved vi, at vi er ordblinde – og ikke dumme, smiler de.
På skolen får Andreas og Silas som alle andre ordblinde stillet de nødvendige hjælpemidler til rådighed, så de kan følge fagene.
HF-enkeltfag giver dem mulighed for at tage uddannelsen i det tempo, der passer til dem.
Vi tager fire fag ad gangen. Det giver luft og fleksibilitet i hverdagen, men det tager selvfølgelig lidt længere tid. For os har det været perfekt, og det har gjort det muligt at gennemføre, siger de.
Om få uger er studenterhuen i hus, og nye udfordringer venter forude.
Årene på HF har givet dem mod på mere uddannelse, og de har allerede lagt planer for fremtiden.
Jeg vil til Aarhus og uddanne mig til service- og oplevelsesøkonom. Det tiltaler mig at være vært for andre mennesker og skabe gode events, fortæller Andreas.
Silas følger sin bror til Aarhus, men hans drømmeuddannelse foregår i det fri.
Jeg interesserer mig meget for jord og landbrug, og jeg har blandt andet skrevet en opgave om nøjsomhedsplanter her på skolen. Så jeg sigter efter at blive uddannet som jordbrugsteknolog, fortæller han.
Selvom fremtiden tegner lys, er det alligevel med lidt vemod, at de snart forlader Kolding HF & VUC.
Det har været en god tid her. Her bliver man ikke puttet i en kasse, men behandlet som det menneske, man er.
Silas og Andreas er bekymrede på vegne af andre unge, der har behov for den ro og større støtte, som landets VUC ‘er har mulighed for at tilbyde.
Regeringen vil lukke HF helt fra 2030, og dermed er det slut med at tage en ungdomsuddannelse som enkeltfag, som brødrene har gjort.
Det er så ærgerligt. Der er mange unge, der har behov for lidt mere støtte og bedre tid til at tage en uddannelse. Det gælder f.eks. ordblinde som os. Unge, der har det svært i livet, skal have mulighed for at uddanne sig. Det skal ikke være sådan, at man er udelukket fra uddannelse, fordi man har nogle særlige behov, siger de.