Har du besøgt morgencaféen?
Morgencaféen på Kolding HF & VUC – Den bedste start på dagen
Når vintermorgenerne er mørke, og kulden bider i kinderne, er der ét sted, hvor varmen altid møder dig – vores morgencafé. Hver morgen fra kl. 7.45 til 8.10 åbner caféen dørene for kursisterne, og her handler det ikke bare om kaffe, men om at skabe en god start på dagen.
I caféen bliver du mødt af Lisbeth og Kim, der med deres smil, en kop kaffe og en venlig snak er klar til at tage imod både morgenfriske og knap så friske kursister. Stemningen er stille og rolig – præcis som den skal være, når man skal lande og finde ro, inden en ny skoledag begynder.
Her møder vi bl.a. Ida og Caroline, der læser HF2. De bruger ofte caféen, fordi det er et hyggeligt sted at starte dagen. "Så er jeg klar til undervisningen efter en hyggelig snak med Lisbeth eller Kim og de andre kursister. Jeg får snakket af, inden timerne begynder. Her er plads til både stilhed og hyggesnak, og vi mødes på tværs af klasser og årgange, så jeg har lært mange andre at kende her på skolen," fortæller Ida.
En anden tilføjer: "Her kan jeg få en snak om de forskellige fag eller stille spørgsmål om skolen – og så hjælper Lisbeth, Kim eller de andre kursister mig. Det gør det meget lettere at falde til og føle sig hjemme."
Lisbeth fortæller:
"Vi kan mærke, hvor meget det betyder for kursisterne at have et sted, hvor de bliver mødt og set fra morgenstunden. Her handler det ikke kun om kaffe, men om fællesskab og om at skabe trygge rammer for en god start."
Velkommen til morgencaféen – et lille, men vigtigt hjørne af Kolding HF & VUC, hvor vi tror på, at en god dag starter med ro, nærvær og en kop kaffe. ☕❤️